Min vej til murerfaget
Jeg har siden jeg var barn fundet stor glæde og motivation i at være udendørs og jeg har aldrig været bange for at hjælpe til og tage fat. Murerfaget har fascineret mig, måske fordi jeg er opvokset med en far, der også er udlært murer. Jeg er overbevist om at dette har gjort at der er opstået en interesse og flair for faget og håndværk har generelt faldet mig meget naturligt. Da jeg efter folkeskolen skulle vælge retning var mureruddannelsen uden tvivl det der tiltalte mig mest. I min læretid var jeg to forskellige steder i Midtjylland, hvor jeg har taget en masse god erfaring med fra.
Min vision for firmaet
Min drøm for mit firma er, at det skal vækste, uden at gå på kompromis med min motivation, kvalitet og arbejdsglæde. Mit arbejde handler først og fremmest om at skabe glæde i min og i mine kunders hverdag, i form af flot og tilfredsstillende arbejde. Jeg er stolt af mit fag og vil forsøge at inspirerer til alt fra klassiske løsninger til det mere personlige. Kombinationen af farver og materialer er uendelig og det er kun fantasien der sætter grænser for resultatet.
DM & VM
I forbindelse med min skoletid deltog jeg i skolemesterskaberne for murerelever og syntes det var enormt spændende og udfordrende. Derfra tog konkurrencerne fart og jeg har taget titlerne som Danmarksmester i 2016 og 2017, hvor 2017 ledte til en deltagelse i VM i Abu Dhabi. Disse oplevelser har i høj grad styrket mig og givet mig selvindsigt, blevet målrettet og gjort mig detaljeorienteret.
Udenfor Arbejdet
…bruger jeg meget tid på at løbetræne og holde krop og sjæl ved lige. For at kunne fungere i mit job har jeg valgt at der skal være en balance mellem min fritid og min virksomhed. Når jeg har fri prioriterer jeg at udforske verden både på sejl-og vandreture.